Kort over vandreruten
1. Madpakkehytte
2. WC
Virketvolden rundt på Falster
Virketvolden rundt er en historisk vandrerute i Hannenov Skov på Falster, hvor du kommer helt tæt på et af de største voldanlæg fra Danmarks oldtid. På denne vandrerute går du helt bogstaveligt i Dronning Marys fodspor – vandreruten blev nemlig indviet og efterfølgende gået af Dronningen i april 2024.
Vandreturen
Vandreruten starter ved en stor parkeringsplads hvor der også er oversigtskort. Herfra kan du følge lilla afmærkning eller gpx-sporet og følge ruten gennem den smukke og varierede Hannenov Skov. Undervejs passerer du historiske mindesten, den imponerende jernaldervold Virketvolden og et moderne land art-værk kaldet Labyrinten. Ruten blev officielt indviet den 22. april 2024 af H.M. Dronning Mary. Langs ruten står to mindesten, hvoraf den ene stammer helt tilbage fra 1791 og betegnes som skovens dåbsattest. En god kilometer af ruten følger det gamle forsvarsværk Virketvolden, der kan dateres tilbage til jernalderen. Inde i skoven kan du tage en lille afstikker til Labyrinten – et nutidigt kunstværk i naturen, hvor du kan finde ro og eftertanke. Ved Langemosehus er der et overdækket madpakkehus, så du kan holde pause og spise i tørvejr. Bemærk at der ikke er toilet på ruten, dette findes tæt på ved Virkethus, se nr. 2.
Historie
Virket er et af Danmarks største voldanlæg fra oldtiden. Den blev anlagt i yngre jernalder, ca. år 200–400 e.Kr., og kan stadig ses i landskabet i dag. Volden strækker sig over 1,3 km og omkranser et område på omkring 1 km². Flere steder består anlægget af tre parallelle volde med en samlet bredde på op til 40 meter. Spor efter bastioner og forpladser vidner om, at det har været et vigtigt militært og politisk center. Placeringen er nøje udvalgt. Her mødes vejene fra Vest-, Øst- og Sydfalster, og området ligger tæt på de gamle herredsgrænser. I jernalderen var herrederne vigtige for skatteopkrævning, retspleje og hærudkald. Nærliggende åer som Tingsted Å og Fribrødre Å gav adgang til både Guldborgsund og Grønsund – og dermed til handel og forbindelser ud i verden. Gravpladser og rige fund tæt på volden tyder på, at Virket var centrum for en magtfuld lokal elite, der havde kontrol over både folk, ressourcer og transport. Anlægget giver et unikt indblik i livet og magtstrukturerne på Falster i jernalderen.
Naturen og urørt skov
Når du vandrer ad ruten i Hannenov Skoven, bevæger du dig gennem et område i forandring. Store dele af skoven er nemlig udlagt til urørt skov for at fremme biodiversiteten – altså mangfoldigheden af vilde planter, dyr og svampe. Her får naturen lov til at udvikle sig mere frit, og det skaber levesteder for mange af de arter, der ellers har svært ved at klare sig i de dyrkede landskaber. Selvom skoven bliver mere vild, er den stadig åben for alle. Stierne bevares, og du er velkommen til at færdes i området. Undervejs på ruten kan du måske lægge mærke til tegn på forandring: flere døde træer, fugtige lavninger, flere blomster og insekter – alt sammen en del af den nye skov, der både skal gavne naturen og give os mennesker stærke naturoplevelser.
Flere vandreruter
Der er flere vandreruter i Hannenov Skoven og Hiking Lolland-Falster har tidligere guidet til en vandretur på 8 km. Vandreturen begynder samme sted som Virketvolden rundt.
Se vandreruren Borremose på Falster – klik her.
Information
GeografiFalster (Midt)Distance5 kmRutetypeSkovvej / Trampesti NaturLøvskov, engMærket ruteJa (Lilla)HundeTilladt i snorFlere ruterJaEjerforholdOffentligtDrikkevandNej
Navigation apps
AlltrailsSe ruten